Industri10
Er du vild med teknologi og praktisk arbejde? Interesserer du dig for at arbejde med opgaver, som ligner virkelighedens udfordringer, hvor du kan skabe og udvikle nyt? Så er ”Industri10” lige noget for dig.
Industri10 er en kombineret 10. klasse, hvor du kombinerer de praktiske fag inden for industriuddannelserne: Industritekniker, automatiktekniker, smed og elektriker samtidig med, at du har de obligatoriske fag i 10. klasse, som er dansk, engelsk og matematik. Du gennemfører altså både en 10. klasse med afgangsprøver, samt grundforløb 1 på en erhvervsuddannelse – Robot, teknologi og automatik.
Med Industri10 får du et afvekslende og fedt skoleår, hvor du kan fordybe dig og følge din interesse.
Robot, teknologi og automatik
I den praktiske undervisning vil du lære at bore, dreje, svejse og fræse i metaller. Du lærer at tænke kreativt og omsætte idéer ved fx at fremstille beslag, cylindre og andre reservedele. Du lærer om konstruktioner og tekniske tegninger samt programmering af anlæg og robotter. Du vil desuden også arbejde med el-teknik og automatisering.
Hvordan bliver din hverdag?
De første 14 dage er et introforløb, hvor du og dine klassekammerater skal lære hinanden at kende med forskellige sjove aktiviteter og øvelser. Herefter vil din hverdag være opdelt i 3 dages praktisk undervisning og 2 dage med de obligatoriske fag i 10. klasse. Du kommer til at indgå i et fagligt fællesskab med andre unge, som har samme interesser. På skolen kan du tage del i elevrådet, fredagscaféer og andre arrangementer.
Adgangskrav
For at blive optaget på "Industri10" skal du opfylde nedenstående:
- få mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik i 9. klasse
- bestå folkeskolens afgangseksamen
- få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i dansk (skriftlig og mundtlig) ved 9.-klasseprøverne
- få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i matematik (skriftlig) ved 9.-klasseprøverne
- sende din ansøgning via Optagelse.dk inden ansøgningsfristen d. 1. marts kl. 12
Hvis du ikke opfylder adgangskravene, så skal du til en optagelsesprøve og/eller en samtale hos studievejlederen på Syddansk Erhvervsskole med henblik på optagelse.
Hvad kan du efter Industri10?
Mulighederne er mange – også her på Syddansk Erhvervsskole, hvor du fx kan følge din interesse for en af de uddannelser, du har prøvet kræfter med på Industri10 og begynde på grundforløb 2. Nogle elever vælger at tage en gymnasial uddannelse, fx htx.
OBS! På optagelse.dk vil alle de kombinerede 10. klasser være registreret med adressen Niels Bohrs Allé 210, 5220 Odense SØ, som er adressen på UngOdenses kontor. Undervisningen foregår på erhvervsskolerne. De enkelte adresser kan ikke ses på optagelse.dk, men de kan ses under de enkelte 10. klasser her på hjemmesiden.
Praktisk information
Her kan du læse mere om ordblindhed, buskort etc.
Adresse Syddansk Erhvervsskole (SDE) Risingsvej 60 5000 Odense C |
Områdeleder UngOdense Jørgen Ettrup Nielsen Telefon: 40 45 55 17 Mail: joen@odense.dk |
Afdelingsleder SDE Lone Wallin Telefon: 29 46 78 18 mail: low@sde.dk |
Studievejleder SDE Mette Blæsbjerg Telefon: 61 14 71 61 Mail: mrg@sde.dk |
UUO-vejleder Mia Lindholdt Telefon: 30 33 41 84 Mail: miavl@odense.dk |
Senest opdateret 05.12.2024 10:29 af MUSCH