Planter er grundlaget for, at alle mennesker og dyr på jordkloden kan trække vejret!
I GEF skal vi udfordre os selv og blive bedre til at forstå planternes verden og det miljø de befinder sig i. Sammen skal vi dyrke planter i et drivhus, der befinder sig på taget af et værksted på Østreplads i Odense Centrum. Det skal vi for at få en forståelse af, hvorfor et frø spirer, hvilke egenskaber planter har, samt hvad planter giver til jorden og os mennesker.
Derudover har vi et særligt udeareal og et Halmhus til rådighed, hvor vi kan planlægge hvad vi skal gang for gang. Jeg har som underviser en række ideer til hvad vi kan lave af grønne projekter og eksperimenter, men der er rig mulighed for selv at komme med ideer til vores fællesskab.
Vores ugentlige grønne projekter kan bestå i at:
• Plante frø og følge deres vækst, samt smage på dem.
• Undersøge nye arter og smage – kender du Nuddeltræet?
• Eksperimentere med jordtyper – kan en tomat vokse i sand?
• Kigge på jord og planter i mikroskoper – måske finde en nyttig rovbakterie eller et bjørnedyr.
• Lytte til tomater og forstå deres sprog – Tomater kan lave kliklyde, som vi mennesker ikke kan hører, men med udstyr kan vi!
• Pode træer eller planter – viste du at man kan lave én plante, der har tomater i toppen og kartofler i bunden?
• Lave vandingssystemer til planter på dit værelse.
Meget andet kan komme til, hvis du har gode ideer.
Til sidst skal det nævnes, at jeg vil arrangere 4 ture om året, hvor vi skal ud at kigge på særlige naturtyper og gamle vigtige økosystemer. Alt efter område og afstand, vil vi cykle eller låne en minibus til at komme afsted.
Mit navn er Magnus Vittrup – Jeg er jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø, og så er jeg bare helt vild med udeliv og grønne projekter!
Jeg håber GEF har vagt din interesse, inviter gerne dine venner, her er plads til alle fra 14 til 18 år. :)
Magnus Vittrup,
Senest opdateret 23.09.2024 00:27 af ACLU