Her får du mulighed for at arbejde med kreative projekter, der både er sjove og lærerige. Vi vil prøve at gøre det så bæredygtigt som muligt ved at bruge materialer, vi allerede har, eller fikse ting, der ellers ville blive smidt ud. Tanken er, at du skal kunne give gammelt noget nyt liv, samtidig med at du har det sjovt med at være kreativ!
Jeg håber, at det bliver et kreativt pusterum, hvor du kan tage en pause fra hverdagens stress og jag, lære nye færdigheder, og lave ting sammen med andre unge. Det handler ikke om at lave noget perfekt, men om at udtrykke sig selv og være en del af et fællesskab.
Hvorfor jeg laver dette hold:
Jeg har selv været på HF-Imagine i Thy, som er en kreativ og bæredygtig skole, hvor man bor på kollegie, går i skole og laver masser af spændende projekter. Jeg har fået en masse viden om kunst og bæredygtighed, og har prøvet mange forskellige kreative projekter, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg glæder mig til at vise jer, hvordan I kan skabe noget fedt med hænderne, uden at det behøver at være noget, der skal bedømmes eller gives karakter for. Det handler om at lave noget for sjov og for dig selv!
Vi lever i en digital verden, hvor mange af os tilbringer en masse tid på telefonen og sociale medier. Jeg ved, at det kan være super rart at tage en pause fra skærmen, arbejde med hænderne og skabe noget helt unikt – måske noget til dit værelse, din garderobe eller din dagbog. Det er fedt at lave noget, som ikke handler om likes eller anmeldelser, men kun om at have det sjovt og være kreativ.
Hvem er holdet for?
Er du en ung, der har lyst til at være kreativ, men ikke helt ved, hvor du skal starte? Så er dette hold måske noget for dig! Holdet er for alle, der synes det kunne være sjovt at lave ting med hænderne, som man måske ikke lige lærer i skolen. Der er masser af kreative idéer i spil, og du kan skabe noget unikt, som du selv har lavet. Det er en god måde at få en pause fra alt det digitale og lave noget, der er helt dit eget. Hvis du er til DIY-projekter, at skrive dagbog, lave små ting til dit værelse eller din garderobe, så vil du helt sikkert kunne lide det her!
Mulige projekter på holdet:
Visual Mending:
Tag dine gamle jeans, sokker eller t-shirts og lær, hvordan du kan fikse huller på en flot måde, så dit gamle tøj får nyt liv.
Broderi:
Lær at brodere og brug det til at pimpe din t-shirt, lave smykker eller lave seje ting til hjemmet. Mulighederne er uendelige!
Linoleums- og folietryk:
Et sjovt og lidt mere krævende projekt, hvor du lærer at lave tryk og kunst med linoleum og folie. Det er et fedt medie at arbejde med!
Collage:
Lav kunst med gamle aviser, udklippede ord, billeder og hvad du ellers kan finde. Lav dit eget albumcover eller skriv digte på en helt ny måde.
Skrumpeplast:
En klassiker fra gamle dage! Brug skrumpeplast til at lave nøgleringe, øreringe eller smykker, der er helt unikke.
Journaling:
Find glæden ved en notesbog! Du kan lave dine egne klistermærker, tørre blomster eller finde på kreative måder at bruge din dagbog på.
Æsker:
Lav små, smarte æsker af genbrugsmaterialer – det kan være alt fra smykker til små opbevaringsløsninger.
Køleskabsmagneter:
Lav dine egne magne med selvhærdende ler og maling – perfekt til at dekorere køleskabet eller give som gave.
Plantefarvning:
Lær at farve stof med planter som rødbeder, blomster eller løgskaller. Det er en fed måde at lave farver på, og du kan skabe flotte mønstre.
Kom og vær med!
Det handler ikke om at være perfekt – det handler om at have det sjovt og finde nye måder at udtrykke sig på. Jeg håber, du vil være med på et kreativt hold, hvor vi kan lære nye ting, lave fede projekter, og bare hygge os sammen!
Clara August
Senest opdateret 26.06.2025 13:05 af MKJA