Stærke fællesskaber mellem elever, forældre og UngOdense

Ca. 25 elever og 65 forældre er mødt op en tidlig lørdag morgen kl. 9.00 i Ungdomscenter Skibhus. Anledningen er afslutningen på UngOdenses MiLife forløb kaldet Stærke Fællesskaber.

 

Eleverne pusler med papir og snakker hektisk sammen. Om et øjeblik skal de fremlægge alt det de har lært i forløbet for deres forældre. Der er brunch, stemningen er høj og alle er forventningsfulde.

 

Når eleverne har fremlagt og er blevet klappet ad, går alle ud i gården. Her prøver forældrene nogle af de øvelser, som eleverne i 6. klasse på Risingskolen har været igennem i forløbet.

 

Formålet med forløbet er at danne stærke fællesskaber i klassen, og fællesskaberne bliver endnu stærkere, fordi de mange forældre deltager i morgenarrangementer i UC Skibhus.

 

Forløbet har varet 20 timer, og er afsluttet med en overnatning. Eleverne har øvet sig i at tale pænere til sig selv, have et åbent mindset og udfordre deres komfortzone. De har øvet sig i at lytte ordentligt til hinanden og læse andres kropssprog. De har også styrket deres selvværd, selvfølelse og selvtillid.

 

Forløbet er et samarbejde mellem syv skoler i Odense, UngOdense og SSP.



Senest opdateret 21.02.2023 12:40 af MBG

Apricore logo