Gennem kropslige bevægelser og samtaler, vil du opbygge indre styrke, øget kropsbevidsthed og ro. Jeg vil guide dig ud af hovedet og ned i kroppen. I et fællesskab med andre på din alder, skaber vi et trygt rum, hvor du kan være lige præcis, som du er.
På holdet kombineres åndedrætsøvelser, mindfulness, meditation, yoga, pilates, dans og kinesisk medicin. Yoga samler, balancerer og hjælper os med at finde ro og fodfæste. Når vi danser, kan vi udtrykke os frit, sprudlende, legende og levende. Jeg lover, at du kommer til at svede, grine, strække og slappe rigtig godt af.
“Krop, bevægelse og bevidsthed” er et frirum. Her er ingen forventninger, du er fri for præstation, fri for fordømmelse og sammenligning. Det kræver ingen forudsætninger, og du behøver hverken at være eller blive dygtig – kom som du er, bevæg dig som du gør. Alle slags sind, kroppe og køn er velkomne.
Udover at bevæge vores kroppe, deler vi vores tanker med hinanden. Med en kop te i hånden og en lille snack taler vi sammen. Nogle gange med en refleksionsøvelse, andre gange snakker vi bare frit om dét, der fylder.
Lidt om mig:
Jeg hedder Cecilie og er 33 år. Jeg er uddannet sygeplejerske med flere års erfaring indenfor mental sundhed. Derudover har jeg flere holistiske uddannelser med mig: Yogaterapeut, zoneterapeutisk massage, Living Yolates og en igangværende coachinguddannelse. Jeg interesserer mig for personlig udvikling, og hvordan man kan bruge kroppen som redskab i den proces. Jeg tror på, at du har uanede ressourcer og et stort potentiale, og jeg vil støtte dig til at lytte ind i kroppen og intuitionen, så du kan leve livet mere herfra og blomstre smukt. Jeg håber at møde dig.
Cecilie Nordentoft,
Senest opdateret 09.09.2024 13:12 af ACLU