Madlavning med jordforbindelse!
Hyggelig madlavning hver tirsdag hvor vi laver mad fra bunden med sæsonens øko grøntsager og gode lokale råvarer.
Vi skal lave lækker aftensmad i køkkenet i Odense Ungdomshus, og én gang om måneden skal vi være ude på bylandbruget Den Lille Mark, hvor du er med til at høste de grøntsager, vi skal bruge til at lave dejlig mad over bål.
I Det Grønne Madfællesskab er vi fælles om, at ville gøre noget godt for jorden og for os selv. Hver dag stemmer vi for en mere levende jord, afhængig af hvor vores mad kommer fra. Det madsystem vi har i dag står for 1/3 af alle klimagasudledninger, og mad fra supermarkedet bidrager til udpining af jorden, og et hav uden liv.
Lokale øko råvarer forgifter ikke jorden; det skal ikke transporteres langvejs fra; der bruges ikke masser energi på køl; der er langt mindre emballage og skrald; og det er friskere, sundere og smager bedre! Så ved at ændre måden vi spiser og hvor vi får vores mad fra, kan vi helt konkret gøre noget godt for jorden og os selv.
Moanna er uddannet jordbruger, og har startet bylandbruget Den Lille Mark, hvor hun dyrker økologiske grøntsager og blomster. Hun elsker at lave mad, og har undervist i sæsonbaseret madlavning gennem Madaktion og gennem UngOdense. Som mange andre, lammes hun af sorg over jordens dårlige tilstand og klimakrisen, og derfor arbejder hun for at opbygge jorden, skabe en lokal madproduktion, og vigtigst af alt styrke fællesskaber, hvor vi er sammen om at mærke sorgen og handle for en mere levende jord!
Følg med på instagram @denlillemark.andelsgaarde
Moanna Quynh
Senest opdateret 24.06.2024 14:40 af MKJA