Style10
Kan du få alle til at stråle og føle sig godt tilpas? Er du vild med mode, hår og wellness? Og vil du gerne fordybe dig i stil, skønhed og sundhed? Så er ”Style 10” lige noget for dig.
Style 10 er en kombineret 10. klasse. Her kombinerer du de praktiske fag inden for uddannelserne til frisør, kosmetiker og tandklinikassistent med de obligatoriske fag i 10. klasse, som er dansk, engelsk og matematik.
Du får 10. klasses afgangseksamen og gennemfører første grundforløb på en erhvervsuddannelse i fagretningen mennesker, livsstil og sundhed.
Mennesker, livsstil og sundhed
I den praktiske undervisning kommer du helt tæt på mode, trends, skønhed og sundhed. Du lærer om service, hygiejne og at skabe gode og rene rammer for andre. Du får en hverdag, hvor du er med til at skabe den gode kundekontakt og gøre en forskel for andre menneskers livsstil. Gennem året har du forskellige valgfag, hvor du kan vælge at fordybe dig i et helt specifikt interesseområde som fx skønhedspleje, fitness eller stylist.
Med Style 10 får du et skoleår, hvor du kan dyrke din passion, være kreativ og vise omsorg for andre. Et skoleår med tid til, at du kan mærke, føle og afprøve dine interesser og samtidig blive klogere på din videre uddannelsesvej. Du får også mulighed for at komme i erhvervspraktik, så du kan blive endnu mere afklaret omkring dit valg af uddannelse.
Hvordan bliver din hverdag?
De første 14 dage er et introforløb, hvor du og dine klassekammerater skal lære hinanden at kende med forskellige sjove aktiviteter og øvelser. Herefter vil din hverdag være opdelt i 3 dages praktisk undervisning og 2 dage med de obligatoriske 10. klasses fag. Du kommer til at indgå i et fagligt fællesskab med andre unge, som har samme interesse. På skolen kan du tage del i elevrådet, studiecaféer eller fredagscaféer.
Adgangskrav
For at blive optaget på 10. klasse "Style 10" skal du opfylde nedenstående:
- være erklæret uddannelsesparat
- bestået folkeskolens afgangseksamen
- 2,0 i gennemsnitskarakter i dansk (både skriftlige og mundtlig) ved folkeskolens afgangseksamen
- 2,0 i gennemsnitskarakter i matematik (skriftlige) ved folkeskolens afgangseksamen
- har indsendt en studievalgsportfolio til skolen.
Opfylder du ikke adgangskravene?
Så skal du til en optagelsesprøve og/eller en samtale hos studievejlederen på Syddansk Erhvervsskole med henblik på optagelse.
Overvejer du EUX efter 10. klasse?
Du kan lære et håndværk og samtidig tage fag på gymnasialt niveau som EUX. Ved at tage højniveaufag: Dansk C, engelsk C og samfundsfag C efter afsluttet 10. klasse, har du mulighed for at tage din erhvervsuddannelse som EUX. Dette forløb skal du tage på HF og VUC fra august til uddannelsesstart i januar.
Praktisk information
Kontakt
Syddansk Erhvervsskole
Munkebjergvej 130, 5230 Odense M
Kontaktperson på Syddansk Erhvervsskole:
Afdelingsleder, Kirsten Lauritsen, kil@sde.dk
UUO vejleder:
Mia Lindhardt, 30 33 41 84, miavl@odense.dk
Områdeleder:
Jørgen Ettrup Nielsen, 40 45 55 17, joen@odense.dk
Senest opdateret 20.03.2024 13:24 af CAMN