Musical 2024: Verden venter

Musical 2024: Verden venter

Lørdag og søndag d. 28.-29. september mødtes skuespillere og band for første gang til øveweekend i Skibhus’ øvelokaler for årets musical ’Verden Venter’.

 

Unge talenter mødes

Hvert år præsenterer UngOdense en musical, hvor unge udgør både band og cast. I år er det musicalen Verden venter, og både nye og velkendte ansigter er med i opsætningen.

 

Årets forestilling foregår i 1958 på en skole, hvor den nye lærer, Søren Dissing, skiller sig ud. Han er passioneret omkring rock'n'roll og verdens udvikling, hvilket ikke passer ind på den konservative privatskole, hvor pligt, ære og traditioner er nøgleord. Dissing forsøger at inspirere eleverne til at følge deres hjerter og gribe dagen. Da eleverne får lov til at vælge musikken til skoleforestillingen, fører det til alvorlige konsekvenser for både dem og Dissing – især for én elev bliver det fatalt.

 

Sammenhold og venskaber

For Kolja, der spiller keyboard i bandet, og skuespillerne Bertram og Selma, som spiller henholdsvis Knud og Fru Rahbek, er musicalen ikke kun en læringsoplevelse, men også en fantastisk mulighed for at skabe nye venskaber.

 

Kolja har spillet klaver og keyboard i mange år, og da chancen for at blive en del af bandet opstod, sagde hun straks ja. "Musik skaber en fantastisk stemning. Det føles som en stor præstation, når man lærer et nyt nummer. Og det er endnu federe at spille sammen med andre."

 

Hun fortsætter: "Når man spiller sammen, skaber man noget helt unikt. Det er mere intenst end at spille alene, og når man optræder foran et publikum, er energien endnu stærkere og mere ægte."

 

Bertram begyndte at spille skuespil for ca. to år siden og startede med at spille med i musicalen Vi maler byen rød. Han fik blod på tanden for skuespil, og derfor tilmeldte han sig også Verden venter.

 

"Det er sådan noget, jeg synes er sjovt at lave, så jeg bliver næsten kun glad, når jeg ser, at vi f.eks. skal være her i syv timer."

 

Især sammenholdet og venskaberne er vigtige årsager for både Bertram og Selma. "Man er sammen hele tiden, mens man spiller, og man får et godt fællesskab og en masse nye venner."

 

Selma tilføjer:

"Det er et helt utroligt sammenhold, man får, og man lærer rigtig meget – både dans, sang og skuespil, og man udvikler sig virkelig."

 

Selma har spillet skuespil, siden hun var 9 år. Hun startede i Den Fynske Landsby, og det er hendes andet år med Ung Odenses musicals.

 

"Jeg lærer mig selv bedre at kende. Man lærer at bruge sin krop og sit kropssprog, og man lærer hurtigt at kende de mennesker, man arbejder med. Fordi der er så mange nye, lærer man også at være social på en naturlig måde."

 

Ifølge Selma er musicalen også et godt sted at starte, hvis man drømmer om at blive professionel skuespiller en dag, eller hvis man bare har lyst til at være en del af et helt unikt sammenhold med venskaber for livet.

 

Musicalen spiller fra d. 11.-15. december 2024, på Magasinet Odense. 

 

Du kan købe billetter her


Apricore logo