Style10
Kan du få alle til at stråle og føle sig godt tilpas? Er du vild med mode, hår og wellness? Og vil du gerne fordybe dig i stil, skønhed og sundhed? Så er ”Style10” lige noget for dig.
Nye fællesskaber
Med Style10 får du mulighed for at fordybe dig og følge dine interesser for fx mode og skønhed. Nye fællesskaber opstår, når vi skal være med til at planlægge modeshow, og du får afprøvet dine kreative evner, når du skal style modellerne efter et bestemt tema.
Et skoleår fyldt med oplevelser
Med Style10 får du et skoleår, hvor du kan dyrke din passion, være kreativ og vise omsorg for andre. Et skoleår med tid til, at du kan mærke, føle og afprøve dine interesser og samtidig blive klogere på din videre uddannelsesvej. Du får også mulighed for at komme i erhvervspraktik, så du kan blive endnu mere afklaret omkring dit valg af videre uddannelse.
10. klasse og grundforløb 1 samlet på ét år
Style10 er en kombineret 10. klasse. Her kombinerer du de praktiske fag inden for uddannelserne til frisør, kosmetiker og tandklinikassistent med de obligatoriske fag i 10. klasse, som er dansk, engelsk og matematik.
Du gennemfører altså både en 10. klasse med afgangsprøver, samt grundforløb 1 på en erhvervsuddannelse i fagretningen mennesker, livsstil og sundhed.
I den praktiske undervisning kommer du helt tæt på mode, trends, skønhed og sundhed. Du lærer om service, hygiejne og at skabe gode og rene rammer for andre. Du får en hverdag, hvor du er med til at skabe den gode kundekontakt og gøre en forskel for andre menneskers livsstil. Gennem året har du forskellige valgfag, hvor du kan vælge at fordybe dig i et helt specifikt interesseområde som fx skønhedspleje, fitness eller stylist.
Hvordan bliver din hverdag?
De første 14 dage er et introforløb, hvor du og dine klassekammerater skal lære hinanden at kende med forskellige sjove aktiviteter og øvelser. Herefter vil din hverdag være opdelt i 3 dages praktisk undervisning og 2 dage med de obligatoriske fag i 10. klasse. Du kommer til at indgå i et fagligt fællesskab med andre unge, som har samme interesse. På skolen kan du tage del i elevrådet, studiecaféer eller fredagscaféer.
Adgangskrav
Du skal:
- få mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik i 9. klasse
- bestå folkeskolens afgangseksamen
- få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i dansk (skriftlig og mundtlig) ved 9.-klasseprøverne
- få mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne i matematik (skriftlig) ved 9.-klasseprøverne
- sende din ansøgning via Optagelse.dk inden ansøgningsfristen d. 1. marts kl. 12
Hvis du ikke opfylder adgangskravene, vil du blive tilbudt en optagelsesprøve og/eller en samtale på erhvervsskolen.
Overvejer du EUX efter 10. klasse?
Du kan lære et håndværk og samtidig tage fag på gymnasialt niveau som EUX. Ved at tage højniveaufag: Dansk C, engelsk C og samfundsfag C efter afsluttet 10. klasse, har du mulighed for at tage din erhvervsuddannelse som EUX. Dette forløb skal du tage på HF og VUC fra august til uddannelsesstart i januar.
Praktisk information
Her kan du læse mere om optagelse i 10. klasse, om ordblindhed, buskort etc.
OBS! På optagelse.dk vil alle de kombinerede 10. klasser være registreret med adressen Niels Bohrs Allé 210, 5220 Odense SØ, som er adressen på UngOdenses kontor. Undervisningen foregår på erhvervsskolerne. De enkelte adresser kan ikke ses på optagelse.dk, men de kan ses under de enkelte 10. klasser her på hjemmesiden.
Syddansk Erhvervsskole Munkebjergvej 130 5230 Odense M
|
Afdelingsleder Kirsten Lauritsen Mail: kil@sde.dk
|
UUO vejleder Mia Lindhardt Telefon: 30 33 41 84 Mail: miavl@odense.dk |
Områdeleder Jørgen Ettrup Nielsen Telefon: 40 45 55 17 Mail: joen@odense.dk |
Senest opdateret 21.11.2024 09:21 af MUSCH