Rødder i Byrådssalen

Fredag d. 10. november havde ’Rødderne møder Rådkvinden’ 20-års jubilæum. Cirka 60 engagerede elever fra Odenses folkeskolers fælleselevråd deltog, og fik sat deres præg på årets temaer: undervisningsmiljø, inklusion og rusmidler.

 

Inden mødet med Rådkvinden, Susanne Crawley, mødtes Rødderne i Festsalen, hvor de blev delt op i grupper, og fik tildelt et tema; undervisningsmiljø, inklusion og rusmidler. Elevrødderne diskuterede de medfølgende spørgsmål fra Elevrådsbestyrelsen og Rådkvinden. De tre temaer blev veldiskuteret, og der kom eksempler fra hverdagen, hvorefter de enkelte grupper drøftede, hvordan problemerne kan løses.

 

Det er 3. år i træk Luna Mortensen deltager i arrangementet ’Rødderne møder Rådkvinden’, og hun synes, at arrangementet er en god måde at lære på, og at hun får noget ud af at deltage:

 

– Jeg synes, at det er meget lærerigt. Man får mange informationer, og jeg har lært meget af det her, fordi man kommer ind og snakker med politikere; man får noget ud af nogle vigtige personer. Jeg føler, at jeg bliver hørt, siger Luna Mortensen, som er en del af Odenses Fælleselevråd.

 

Freja Lodberg, som også deltager i arrangementet, føler sig også hørt, og synes, at man får et indblik i, hvordan de andre Rødder tænker:

 

– Det giver en virkelig god forståelse for, hvordan andre tænker, og så giver det jo også en god mulighed for at få noget indflydelse, fordi vi snakker direkte til politikerne, som kan gøre en forskel. Det er virkelig fedt, at de faktisk hører efter og lytter til vores holdninger og det vi har at sige.

 

I Byrådssalen er dialogen mellem Rådkvinden, Susanne Crawley, og Rødderne både spændende og løsningsorienteret. De unge deltager engageret i dialogen. En efter en trykker de sig ind for at få taletid og forklarer derefter, hvad de mener, der skal gøres for at forbedre forholdene på folkeskolerne i Odense. Rådkvinden lytter og inddrager de unge yderligere ved at spørge dem, hvordan de ønsker, at løsningsforslagene konkret skal udfoldes.

 

Ved siden af Rådkvinden sidder Simon fra Børn og Ungeforvaltningen og taster løs på computeren. Han skriver alt ned, som drøftes under mødet, og som der efterfølgende skal følges op på. Alle holdninger og forslag bliver hørt af Rådkvinden, som bakker de unge op i, at deres forslag er nyttige.



Senest opdateret 13.11.2023 10:07 af LEJKA

Apricore logo