UngOdense skyder med skarpt i årets musical

”Gangsters Paradise” er en klassisk gangsterkomedie, der med crazyhumoristiske virkemidler fokuserer på en række forskellige og meget tidsaktuelle emner som kvindesyn og bandekriminalitet – og så ironiserer musicalen i øvrigt over mafia-universets traditionelle fremstilling i bøger, film og massemedier.

 

Persongalleriet er skævt, skørt og skønt, og tæller de klassiske mafiabosser, deres lejesvende, listige elskerinder og en iskold, utilregnelig og sært charmerende kvindelig dræberpsykopat.

 

Handlingen i ”Gangsters Paradise” udspilles et sted i USA, i en ikke nærmere defineret tidszone. Den afdøde Godfather Mr. Capellis arv på 3 millioner dollars er sporløst forsvundet. Overbosserne, italieneren Sergio Rossi og ireren Frankie, mener begge at have krav på pengene og mistror hinanden for at stå bag deres forsvinden. Ingen af d’herrer har dog pengene - men hvem har så..? 

 

"Gangsters Paradise" har alt hvad man kan ønske sig af humor, kærlighed, skydegale gangstere, selvoptagede kendisser, neuroseramte kvinder, flotte danseoptrin og god musik. Musicalens mange kendte hits er hentet fra de største i pop- og rockgenren; Michael Jackson, Prince, Joe Cocker, Coolio, Billie Eilish, Keala Settle og Lady Gaga – og så er der også lånt lidt fra musicalfilmen ”A Star Is Born”.

 

Billetter kan købes her (eksternt link)

 

Musicalen opføres på Magasinet – Farvergården 19 d. 7.-10. december 2023

 

Instruktion: Carsten Friis

Orkesterledelse: Emil Gemmer Schultz

Danseinstruktion/koreografi: Marie-Louise Ringsing

Kor og vocal coach: Vicki Gemmer Schultz



Senest opdateret 24.11.2023 11:24 af MUSCH

Apricore logo