Mød Thomas fra Fritidsvejledning Uden Grænser

Thomas hjælper odenseanske skoleelever til et sundt og sjovt fritidsliv

Særligt de udsatte børn har hans helt store fokus, når fritidsvejleder Thomas Bjørklund Steen på syvende år hjælper elever med at finde den helt rigtige fritidsaktivitet.

 

Hans opgave er nemlig at sørge for, at alle børn og unge grundlæggende har lige adgang til et godt og rigt fritidsliv. Og det er et arbejde, Thomas er rigtig glad for at udføre.

- Vi laver rigtig mange fede ting i Odense Kommune, men det her er virkelig en rigtig god indsats – fordi det virker, forklarer Thomas Bjørklund Steen.

 

Fritidsvejledning Uden Grænser hjælper ca. 350 udsatte familier hvert år. Og det lykkes faktisk at få fastholdt en stor del af børnene i det foreningsliv, de introduceres for. Så Thomas er ikke i tvivl om, at indsatsen er en succes.

 

Thomas’ arbejde består i hjælp til selvhjælp. Han tager udgangspunkt i det, børnene selv gerne vil, og så prøver han at understøtte dem i at nå det. Det kan fx være fodbold, karate eller en anden fritidsaktivitet. Det vigtigste er, at det er de unge selv, som kommer med ideen.

- Når jeg besøger skolerne, tager jeg gerne en god snak med de børn og unge, som vi har fået henvist. Så inddrager jeg også altid forældrene, og ud fra ønskerne laver vi en fælles plan for deres fritid, siger Thomas.

 

Thomas er derfor også afhængig af, at fagpersonerne ude på skolerne er opmærksomme på eleverne. Og han oplever heldigvis, at det tværfaglige samarbejde mellem Fritidsvejledningen og skolerne er velfungerende.

 

Thomas ser det som et enormt givende job at hjælpe udsatte børn og unge til en bedre fritid. Og den positive respons, han får fra både børnene og deres forældre, gør, at han gerne vil blive ved med arbejdet.

- Det betyder ufatteligt meget i et barns liv, at man har nogle gode kammerater og gode sociale fællesskaber. Og det er jeg rigtig glad for at være med til at styrke, fortæller Thomas.

 

Thomas arbejder også som almindelig fritidsvejleder, hvor han er tilknyttet fem skoler i Odense. Tilsammen er de otte fritidsvejledere, som i samarbejde med medarbejderne i ungdomscentrene besøger skolerne og tager en generel snak med alle elever fra 4.-9. klasse om deres fritidsinteresser og ønsker. Ungdomscentrene i Odense spiller derfor også en vigtig rolle i den daglige fritidsvejledning af børn og unge i Odense.

 

 

 

 

 

 

 

 



Senest opdateret 17.08.2023 10:37 af CAMR

Apricore logo