OL i Mosen
Odense har fået sit helt eget Sommer OL for børn og unge i hele byen.
Boldbanen bag Vollsmose Torv har i uge 27 dannet rammen for nogle festlige dage, hvor masser af glade børn og unge ugen igennem har deltaget i OL i Mosen – og humøret og energien har været i top.
Torsdag var, Rådkvinde for Odenses børn og unge, Susanne Crawley Larsen på besøg for at opleve OL-stemningen. Susanne Crawley Larsen viste stor interesse, og var meget positiv over arrangementet. På besøget fik hun en rundvisning af alle aktiviteter, og snakkede med både børn, forældre og medarbejdere.
I samarbejde med fodboldklubben FIUK har der været turneringer i forskellige discipliner og aldersklasser – og så har der selvfølgelig været kåringer og overrækkelser af medaljer hver dag.
Udover OL-disciplinerne har der været konkurrencer, gøgl, leg, musik, madboder, hoppepude og rodeotyr – kort sagt, så har der været aktiviteter for hele familien.
Vollsmose Corona Info har også været til stede på OL-pladsen for at dele håndsprit ud til alle deltagere og besøgende. Derudover var de lokale SSP-medarbejdere også rundt for at snakke med de besøgende.
Både forældre, børn og unge var meget begejstrede for OL-arrangementet, og håber meget, at det vender tilbage næste år.
Senest opdateret 08.07.2021 16:04 af CAMR