Festival for Fremtiden 2021 er åben for tilmelding

Så er der åbent for tilmelding til Festival for Fremtiden d. 26. og 27. august. Alle lærere til 5.-10. klasser i Odense kan læse invitationen og tilmelde deres klasser her

Se invitationen ved at trykke på billedet. 

 

 

 

 

Et af de store spørgsmål og udfordringer for de kommende generationer er bæredygtighed, klima og innovation. Derfor afholder vi en bæredygtighedsfestival, hvor rammen er FN’s 17 verdensmål. Målet er at styrke unges viden og evner til at tage handling på verdensmålene og ruste dem til at påvirke deres egen fremtid. Festivalen bliver en årlig tilbagevendende begivenhed. 

 

INDHOLD

Festivalen er drevet af unge og målrettet unge i Odense Kommune. Festivalen foregår over to dage på Østre Plads, Danmarksgade 10, 5000 Odense C. I 2021 bliver festivalen afholdt d. 26. og 27. august. Her vil vi invitere Odense Kommunes 5. til 10. klasser (ca. 9000 elever) i dagtimerne.

 

Fredag d. 27. august holder SpotOn Netværket koncert for up coming bands ca. fra kl. 18-23.

 

Ambitionerne er at lave en festival med:

TALKS – Inspirerende debatter med udgangspunkt i ét eller flere af FN’s 17 verdensmål. Emnerne kan være mange, men altid i øjenhøjde af de unge og med dem som omdrejningspunkt. Sidste gang havde vi talere fra SDU, Danske Skoleelever og en politikerdebat med Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmændene Susanne Crawley og Jane Jegind samt Verdensmålsudvalgsformand Peer Locher.

 

MUSIK – Optrædener fra græsrodsbands, stand up og dans til at skabe den helt rigtige festivalstemning. Vi har gode kontakter til musikundergrunden gennem ungdomsskolens SpotOn Festival.

 

FÆLLESSKAB – Foreninger, ungegrupper, organisationer, uddannelsesinstitutioner og virksomheder har stande, der giver viden og kompetencer til at handle på verdensmålene. Her kan deltagerne lære ved både at se, høre, røre og selv prøve sig frem. Vi ved allerede nu, at vi får besøg af FynBus, Odense Renovation, Odense Letbane, Odense Zoo, Racismefri By og Den grønne studenterbevægelse og mange flere kommer til. Mellem alle disse stande er der mulighed for, at unge kan mødes og tale om deres drømmer, oplevelser og få ideer til en mere bæredygtig fremtid.

 

WORKSHOPS – Som noget nyt tilbyder vi workshops for grupper om emner, der berører FN’s 17 verdensmål. Her har de unge mulighed for at dykke mere ned i et emne, og få konkret viden og handlekompetencer med hjem. Vi får bl.a. besøg af Verdensmålsambassadørerne fra Verdens Bedste Nyheder og elever fra Odense Katedralskoles UNESCO udvalg.

 

ARRANGØRGRUPPEN

Festivalen er drevet af unge og er for unge. Dette princip holder vi fast i, og derfor er der nedsat en arrangørgruppe, som skal planlægge og kvalificere indhold og aktiviteter på festivalen. Festivalens arrangørgruppe består at unge fra forskellige foreninger og organisationerne, eller håndplukkede unge med vilje til at skabe en god festival. Arrangørgruppens opgave er at sikre, at festivalen er relevant og interessant for unge. Følg med på Instagram, hvor ungegruppen helt har overtaget Festival for Fremtidens profil #festivalforfremtiden. 

 

KONTAKT

Marie Lodberg

Mobil: 29281368

Mail: mbg@odense.dk

 



Senest opdateret 12.08.2021 10:31 af MUSCH

Apricore logo